Skjern Provsti. Væggerskilde Kirke.

Doris Bloom: uden titel.  2002. Altertavle. 260 x 155 cm. Væggerskilde Kirke.

Tekst af kunsthistoriker Lisbeth Lund

 

Den 1. december 2002 fik Væggerskilde Kirke en ny altertavle udført af billedkunstneren Doris Bloom. Altertavlen er trefløjet, den består af en motivbærende hovedtavle og to smalle, ensfarvede sidefelter. Et alterbord udført i glas og støbejern er placeret foran altermaleriet.

 

Doris Blooms alterbillede har som udgangspunkt Kristi korsfæstelse og genopstandelse som motiv.  Dog  røber billedet ikke sin historie ved første øjekast, da motivet ikke umiddelbart lader sig aflæse. Beskueren mødes af et mylder af farver, former og mønstre, der i et kaotisk virvar forbinder sig med hinanden. Ved første øjekast er billedet svært at strukturere. Detaljerigdommen er stor, og øjet fanges af både organiske og geometriske former. Efter et stykke tid skaber øjet dog en vis form for sammenhæng i kaoset. Billedet samler sig, og motivet af den korsfæstede Kristus vokser ud af de abstrakte former og mønstre. Ansigtet kommer til syne, de blege ben og de voldsomme hænder, der hænger tungt fra billedets øverste del. Konturen af menneskefiguren er langt fra tydelig. Kristi venstre arm er svær at få øje på, og overkroppen er dækket af et ”tæppe” af geometriske mønstre. Men vi genkender den lidende Kristus til trods. Genkendelige symboler på korsfæstelsen gør det muligt at sammenstykke billedet af Kristus: Tornekransen, naglerne og blodet, der dramatisk flyder fra de åbne sår på hænder, fødder og fra ansigtet. Doris Bloom har ikke gengivet korset på maleriet, men den forpinte krop og figurens korsfæstede stilling vidner om den dramatiske begivenhed. Alterbilledet er som et fikserbillede, hvor figuren er mere eller mindre skjult i billedets linjer, former og mønstre. Doris Bloom arbejder i skæringspunktet mellem det abstrakte og det figurative.

 

Doris Bloom har hovedsageligt brugt brændte jordfarver i maleriet. De mørke farver er dog suppleret af de stærke primærfarver rød, gul, og blå samt en orange farve. Primærfarverne tiltrækker sig en stor del af opmærksomheden, da de står i skarp kontrast til de ellers mørke farver i billedet. Farverne er påført lærredet i tykke lag, penselstrøgene er grove og flere steder i billedet har Doris Bloom brugt fingrene til at male. Det tykke farvelag og de grove strøg giver maleriet et sanseligt og dynamisk udtryk og en stoflig overflade. Der er noget landskabeligt over motivet, og især farverne er med til at skabe denne rumlige fornemmelse i maleriet. De varme farver - gul, orange og rød - virker imødekommende og påtrængende, mens de kolde farver - den blå farve og jordfarverne - virker fjerne og tilbagetrukne.  Eksempelvis skaber den blå farve øverst i billedet en fornemmelse af et åbent landskab med en fjerntliggende horisont, mens man i forgrunden ved Kristi ben har en fornemmelse af at være helt tæt på naturens processer, tæt på elementernes rasen. Det er som om, jord, vand, luft og ild her smelter sammen i et oprørt hav. 

 

Midt i dette kaos fremtoner den korsfæstede Kristus. Han er gengivet i naturlig størrelse og fylder det meste af billedfladen. Hans højre hånd og højre fod er malet helt ud til rammens kant, som om han er ved at mase sig ud af billedrammen og ind i det kirkerum, beskueren også er en del af. Dette forhold understreges af altertavlens lodrette format og dens placering tæt på gulvet. Der er ikke mange centimeter mellem Kristi fødder og kirkegulvets fliser. Den korsfæstede Kristus er påtrængende tæt på beskueren. På grund af størrelsen er det svært at komme på afstand af figuren, og man har en fornemmelse af at være tilstede, - at være tilskuer til hans lidelser.

 

Men lige så nærværende Kristus kan fremstå i det ene øjeblik, lige så fjern og utydelig kan han virke i det næste. Den glidende overgang mellem det figurative og det abstrakte, de stærke farver, de mange detaljer og de udtryksfulde penselstrøg skaber en voldsom uro og bevægelighed i billedet. Øjet har svært ved at fokusere, og det er som om, alle elementer i maleriet er i opløsning og under konstant forandring. Former opstår og forsvinder. Hvis man giver sig tid, kommer andre motiver til syne end de umiddelbart tilgængelige. Konturerne af Kristus er svære at fastholde i denne smeltedigel af former, farver og mønstre. Han er på engang tydelig og utydelig, håndgribelig og æterisk. Doris Bloom opnår, ved kun at antyde den korsfæstede Kristus, at løsrive figuren fra at være en historisk person, bundet af tid og sted, til at være et tidløst religiøst begreb, en følelse hos beskueren. Hun frisætter billedlæseren til at have sit eget forhold, sin egen personlige forestilling om Kristus.

 

Doris Bloom inviterer med det foranderlige motiv og det åbne billedsprog beskueren til at være medskaber af billedets fortælling. Alterbilledet er ikke entydigt hverken motivisk eller betydningsmæssigt. Det appellerer i høj grad til beskuerens fantasi og øjeblikkelig sindstilstand. Billedsproget er kun akkurat så lukket, at det leder tankestrømmen i retningen af Kristi korsfæstelse. Tornekronen, naglerne og blodet fra sårene på hænder og fødder genkender vi fra Biblens beretning om korsfæstelsen. Men hvad med de andre elementer, de andre spor i maleriet? Hvad med landskabet, hvis det er et landskab? Og hvad med de geometriske mønstre - ruder, kvadrater og trekanter, der breder sig ud over billedfladen, og som ikke traditionelt forbindes med korsfæstelsesmotivet? Nogle spor i billedet genkender vi, mens andre er sværere at afkode. Der synes at være mange muligheder og mange forskellige betydningslag i maleriet.

 

Det kaotiske landskab, Kristus er placeret i, giver umiddelbart mange forskellige associationer. Man fornemmer, at voldsomme kræfter er på spil. Er det naturens kræfter? Eller er der tale om kræfter, der ligger uden for vores fatteevne? Er det elementernes raser, en sprudlende lava eller en syndflod af blod? Hvad gemmer der sig bag det stærke gule lys til højre for Kristus? Er det Guds lys, og altså en anelse om den kommende udfrielse? Eller er det Helvedesporten som symbol på evig fortabelse? Er maleriets kaotiske forgrund et billede på den skyld og synd, som Kristus tog på sig og derved overvandt død og fortabelse for enhver? Og er de blå områder i maleriet glimt af det himmerige, der kommer, hvis man tror på den korsfæstede Kristus? Er de røde og gule penselstrøg, indrammet af den geometriske figur i solarplexus på Kristus, en kvinde, der kommer løbende ud imod os fra graven, og altså et påskedagsmotiv? Tankerne og spørgsmålene er mange.

 

Selv skriver Doris Bloom i ”Skitseforslag til udsmykningsopgave for Væggerskilde Kirke”, at lidelsen og naturens kræfter er centrale begreber i motiv-opbygningen. I genopstandelsesmotivet har hun indlagt en bredere jordisk betydning med inspiration hentet i forfatteren Morten Søndergårds beskrivelse af vulkaners natur og udbrud i digtbogen Vinci, senere. Søndergaard skriver her, at ”vulkanerne er en påmindelse om, at alting er under stadig tilbliven, en tilbliven forbundet og indvævet i destruktion og ødelæggelse”[1]. I naturen er det destruktive, det forgængelige, tæt forbundet med skabelsen af noget nyt. Døden og livet hænger her uadskilleligt sammen. Naturens cyklus kan ses som et symbol på Kristi død og genopstandelse. Kristus, der frivilligt påtager sig lidelse og synd og giver sit eget liv for at frelse mennesket fra en evig død. Men de dynamiske processer i naturen kan også være et billede på mennesket som en brik i et større puslespil, - som et element i naturens fortsatte kredsløb. 

 

Hvor det landskabelige motiv umiddelbart fremkalder mange associationer, er det mere kompliceret med de geometriske mønstre, der virker langt sværere at afkode uden kendskab til kunstnerens intentioner med dem. Ruderne, kvadraterne og trekanterne står i skarp kontrast til de sanselige og udtryksfulde omgivelser. Der er noget rationelt, noget stramt minimalistisk over formerne. De signalerer orden i modsætning til det kaos, der ellers hersker i billedet. Især de to markante ruder, der nagler sig fast til Kristi krop, er i øjnefaldende.

 

De geometriske former er billedelementer, der går igen i mange af Doris Blooms kunstværker. Hun opfatter dem som udtryk for tilbagevendende arketypiske mønstre, der optræder i forskellige kulturer uafhængig af tid og sted. Det er billedtegn, hun eksempelvis finder i de tidligste hulemalerier, i Middelalderens kalkmalerier, i børnetegninger og i skriblerierne på notesblokken ved telefonen. De geometriske spor peger på nogle universelle værdier og vidner om noget fællesmenneskeligt arvegods. Det er tegn, der vedrører vores underbevidsthed. Ikke på et individuelt plan, men som en del af menneskehedens kollektive erindring[2]. I dét perspektiv løfter de geometriske mønstre så at sige korsfæstelsesmotivet til noget universelt gældende, til noget, der har betydning for alle mennesker og for mennesket generelt. Doris Blooms alterbillede med den korsfæstede Kristus er ikke en historisk skildring af begivenhederne på Golgatha for snart 2000 år siden, men en fortælling om lidelse og genopstandelse som universelle og eksistentielle værdier, der vedrører os alle. Hun fæstner ikke motivet i det lokale og tidsbundne, men kredser om det almenmenneskelige. Herved peger hun på, at korsfæstelses- og genopstandelsesmotivet repræsenterer nogle universelle værdier, der rækker ud over kristendommens kulturkreds. Alle mennesker kender, på et eller andet plan, til lidelse, død og fødslen af noget nyt som eksistentielle vilkår i livet, og beretningen rummer derfor en indsigt for alle uanset deres kulturelle baggrund og forforståelse.

 

Doris Bloom opnår med sin visuelle fortolkning af den velkendte fortælling om Kristus på korset at appellere til mange forskellige slags mennesker. Det universelle budskab og det åbne billedsprog gør det muligt for de fleste at relatere til billedets motiv. Vi genkender alle noget i maleriet. Doris Bloom fortæller ikke historien om Kristi korsfæstelse direkte, hun antyder den kun, og den enkelte beskuer kan lægge sine egne betydninger og fortolkninger ind i billedet ud fra personlige forudsætninger. Her er både plads til traditionelle opfattelser af korsfæstelsen og genopstandelsen, og plads til at genkende opstandelseshåbet gennem et mere naturvidenskabeligt billede. Hvad altermaleriet fortæller er i høj grad afhængig af øjnene, der ser. 

 

 

 

 

[1] Morten Søndergaard: Vinci, senere. 2002

[2] Jacob Wamberg. Doris Bloom, Dansk Nutidskunst 11. København 1991.